Michael Cohrt

Jeg er født i 1958. Jeg er gift med Signe Pedersen og vi har fire voksne børn og et plejebarn, samt 11 børnebørn. Vi har altid været en tæt knyttet familie og de har altid støttet mig i min drøm om at blive bedre til det arbejde jeg udfører, også når det har betydet, at jeg har måttet være fraværende i perioder, når jeg har gennemført kurser og uddannelse.

Jeg har i 30 år arbejdet som behandler, først som fysioterapeut og kinesiolog og siden tog jeg osteopatuddannelsen i Norge og Belgien. Jeg har haft  klinik i Nykøbing Sjælland fra 1985 til 1998, og siden arbejdet 1998 arbejdet i mit hjem ved Lumsås.

Manuel terapeut

Når man har arbejdet med det samme, i så mange år giver det anledning til eftertanke.  Hvad er det egentlig som har gjort det muligt at blive ved med at synes at det er det bedste job i verden.

Jeg har altid arbejdet lidt anderledes end en almindelig fysioterapeut. Da jeg var under uddannelse tog jeg uddannelse i kinesiologi, bindevævsmassage,  kurser i homøopati og fokuseringsteknikker. Så jeg var klar til at arbejde som manuel terapeut, da jeg startede som fysioterapeut i Nykøbing Sjælland i 1985. Dette blev meget hurtigt suppleret med en 200 timers uddannelse i kinesiologi hos en engelsk kinesiolog, Christoffer Smith ICAK regi. (International Academy of Applied Kinesiology).

Desuden har jeg taget uddannelsen i osteopati ved IAO, International Academy of Osteopaty).

Eftertanken har vist at det ikke er osteopatien som er den bærende teknik i mit arbejde, men det overblik, og den præcise diagnose som vi kan stille med hjælp fra kinesiologi. Det giver det ekstra overblik, og det faglige overskud, som er det der gør at vi kan arbejde kreativt og med stor faglig glæde, Det giver det overblik som er nødvendigt i min klinik.

Det er den faglige glæde, kreativitet, som kom af min brug af kinesiologi og de andre redskaber, man normalt ikke har som nyuddannet fysioterapeut ,som tidligt gjorde, at jeg blev god til at behandle de “svære patienter” . Mit fokus var fra starten kolikbørn. Det lærte jeg da den ene af vores tvillinger havde kolik for 30 år siden.

Gennem et tæt samarbejde med foreningen til oplysning om bækkenløsning, som var helt ny for 30 år siden, fik vi bækkenløsning og bækkenproblemer taget seriøst for første gang. Jeg havde nogle fantastiske redskaber til at behandle bækkenproblemer.

Via mit samarbejde med Fysioterapeut og kinesiolog Vibeke Rasmussen i Jyderup, fik jeg også hurtigt fokus på at behandle børn med indlæringsvanskeligheder ,opmærksomhedsforstyrrelser og psykiske vanskeligheder. Foruden alle de almindelige patienter man har i en klinik for fysioterapi, men som fik bedre og mere præcis hjælp af det jeg lærte hos hende.

For 3 år siden tog jeg kontakt til en fantastisk behandler jeg havde mødt for en del år siden på et kursus i Belgien. Han er en af de bedste behandlere jeg har mødt og jeg var allerede dengang interesseret i hans faglige grundlag, integrative manuel therapy ( IMT). Desværre var der ikke mulighed for at tage en uddannelse i dette I Europa dengang og min interesse blev lagt lidt på hylden.  Da jeg genoptog kontakten med Jonathan for 3 år siden havde han udviklet et kursusforløb i IMT som han tilbød i Spanien. Jonathan tilbød at sætte det op her i Danmark og vi har været en lille gruppe af behandlere der har fulgt hans kursusforløb over de sidste år. IMT har givet mig en meget stor faglig glæde, nye udfordringer  og virkeligt udviklet mine behandlingsteknikker.

Alt  dette er min (vores) faglige base, som har givet mig snart 40 gode år som behandler.

Kurser og uddannelser

  • 1981: Startet på Fysioterapeutskolen i København.
  • 1983: Kursus i klassisk tysk bindevævsmassage, ad modem Lippe.
  • Kursus i zoneterapi, startet kursusrække i kinesiologi hos Vibeke Rasmussen i Jyderup.
  • 1984: Arbejde i fritiden hos fysioterapeut og kinesiolog Vibeke Rasmussen
  • 1985: Autoriseret som fysioterapeut. Kurser i fokuseringsteknikker (psykoterapi). Afsluttet kurser i
    kinesiologi hos Vibeke Rasmussen. Startet egen klinik i Nykøbing Sj.
  • 1986: Kurser i allergi/homøopati ved homøopat Per Boesen.
  • 1990: Kursus i kraniosakralterapi ved Stanley Rosenberg.
  • 1994: 100 timers basiskursus i applied kinesiology i ICAK´s regi (International college of applied kinesiology)
  • 1995: Yderligere 100 timers kursus i AK.
  • 1996: uddannelse i osteopati ved International Academy of Osteopathy i Belgien (www.IAO.be)Udannelsen omfatter 1400 timer.
  • 1999: Arbejdet som manuel terapeut.
  • 2021-2023: Kursus i IMT ved Jonathan Ahladas

Jeg har i de sidste par år arbejdet på at udvikle alle disse uddannelser til et system, som jeg kalder systemisk manuel terapi. Det er det Anne og Sandra er uddannet i af mig inden de startede, så de kan få deres fysioterapi og osteopat uddannelser til at hænge sammen. De bliver også uddannet i funktionel kinesiologi og kraniosakral terapi, samt min form for børnebehandling.

Anne Hertzum Autoriseret Osteopat (MSc, M.D.O.)Autoriseret Fysioterapeut BSc.

Jeg er uddannet Osteopat fra The International Academy of Osteopathy (2021) samt BSc i fysioterapi fra UCS i Roskilde (2015).

Jeg behandler med et helhedsorienteret syn, hvor jeg arbejder på at finde ”stenen i skoen”, i forhold til dine symptomer. Jeg prioriterer derfor altid vigtigheden i at lave en grundig anamnese samt undersøgelse, så behandlingen bliver så effektiv som muligt ift. din problemstilling.

Jeg har arbejdet på klinik siden 2014. I starten som fysioterapeut, hvor jeg arbejdede med manuel behandling og undersøgelse, individuel træning, holdtræning, samt træning af ny opererede patienter på et privathospital.

Jeg har arbejdet her på klinikken siden 2018, hvor Michael ansatte mig og tog mig under sine vinger. Jeg startede ud med at følge Michael fast en dag om ugen i flere måneder. Dette repeterede undervisningen fra skolen, men gav mig også ny viden og lærte mig nye behandlingsmetoder. bl.a. i kinesiologi, men også metoder til behandling af babyer og børn. Jeg har løbende taget kurser for at supplere mine uddannelser, bl.a. i kranio sacral tearapi, OMFT samt behandling af spædbørn og børn.

Jeg bor på Københavns Vestegn, er gift og har to små piger på 4 & 1 

 

Gaya Klein

Mit navn er Iris Gaya Klein. 

Jeg er fysioterapeut, uddannet fra Professionshøjskolen Absalon. Jeg har kendt Michael siden jeg var spæd, og det er netop ham der har vakt min store interesse for faget. 

Da det vi lærer på fysioterapistudiet slet ikke kan sammenlignes med alt det, som Michael gør, har jeg altid haft et ønske om at blive uddannet af Michael. Michael begyndte at undervise mig for et par år siden og jeg har det sidste år fulgt Michael intensivt alle de dage jeg ikke var på studiet. Jeg har derfor fået en meget grundig oplæring i de teknikker Michael bruger og den måde han behandler og ser på kroppen. Jeg har desuden fulgt kurserne i IMT, integrative manuel therapy og bruger nu dette og min viden fra Michael som min primære behandlingsteknik. Jeg ønsker kontinuerligt at udvide min værktøjskasse, at søge ny viden og nye færdigheder, så jeg kan hjælpe flest mulige. 

Nynne Cohrt er vores sekretær. Det er hende du vil møde på kontoret og i telefonen.  Den hvide schæfer Ivan kigger tit forbi og leger gerne, hvis der er nogle børn, der vil lege med ham.

Brug for en fysioterapeut i Holbæk-Odsherred? Tag kontakt og bestil en tid her.

Fysioterapeut i Holbæk-Odsherred